Den mystiske kvinde på anevæggen
Det hele begyndte med billedet af en mystisk kvinde, som hang på væggen hos mine bedsteforældre.
Mine bedsteforældre havde en anevæg tæt besat med billeder af deres børn og børnebørn samt fotografier fra mindeværdige begivenheder.
Et af billederne forestillede en særdeles nydelig kvinde klædt i en lang mørk kjole med pelskrave, og hun havde et stort mørkt opsat hår.
Ingen af os børnebørn vidste, hvad kvinden hed, men vi vidste, at hun var mor til vores bedstefar og dermed vores oldemor. Vores forældre vidste blot, at hun havde været deres farmor.
Min bedstefar var vokset op hos en plejefamilie i landsbyen Meløse i Nordsjælland, hvor han også blev boende som voksen, da han blev gift og købte hus.
Der var megen mystik omkring kvinden, og med årene blev vores gætterier og formodninger mere og mere fantastiske.
Nogle af os fik fortalt, at vores bedstefar var hittebarn, og at hans mor havde lagt et billede af sig selv i hans kurv – det billede, som nu hang på væggen.
En anden historie gik på, at hun var en fornem dame fra Stockholm, som var kommet “i ulykke” og rejst til Danmark for at skjule sit “syndefald”.
Dengang havde man kun adgang til kirkebøgerne ved personlig henvendelse til kirkesognene, og det faldt os aldrig ind, at vi nogensinde ville få mulighed for at finde vores oldemor.
Internettet og slægtsforskning
Så kom Internettet, men vi forbandt stadig ikke den nye teknologi med slægtsforskning.
I 2008 fik jeg en kopi af min bedstefars dåbsattest, og for første gang kunne jeg sætte navn på den mystiske kvinde på billedet. Der stod, at hun hed Cecilie Olsdotter.
Det var ikke meget at gå efter, men da MyHeritage
blev kendt i Danmark, oprettede jeg en profil og håbede – uden held – at finde hende den vej.
Forsvundne Arvinger og udsætterprotokoller
En dag så jeg tv-programmet Forsvundne Arvinger, og dér lærte jeg, at der fandtes noget, der hedder en udsætterprotokol.
Da min bedstefar var født på Den Kongelige Fødselsstiftelse, håbede jeg, at der måske fandtes et spor dér.
Bingo
Jeg fandt det første konkrete spor af den mystiske kvinde fra billedet på anevæggen.
I protokollen stod hendes navn, fødselsdato og fødested, som hun havde opgivet til Sölvesborg i Sverige.
Jeg gik derfor i gang med at gennemgå kirkebøgerne fra Sölvesborg, men fandt ingen Cecilie Olsdotter, selvom jeg også forsøgte mig med stavemåder som Cilla, Olsson og andre variationer.
Så tog jeg en DNA-test og uploadede resultatet til MyHeritage
.
Der kom stadig ingen direkte resultater.
Jeg lærte mig derfor at bruge forskellige DNA-værktøjer, og efterhånden lykkedes det mig at indsnævre en række svenske DNA-match, som jeg delte aner med.
Derefter tog det mindre end en time endeligt at identificere min oldemor.
Hun hed ikke Cecilie, som hun havde opgivet på Fødselsstiftelsen og som stod på min bedstefars dåbsattest. Hun var heller ikke født i Sölvesborg, men derimod i Jämshög.
Det tog mig næsten 15 år at finde min oldemor, men det var naturligvis ikke noget, jeg arbejdede med hele tiden. Undervejs fik jeg samtidig opbygget et stort slægtstræ.
Den oversete svenske immigration
Svenborg viste sig at være en del af den store svenske immigration til Danmark, som fandt sted i slutningen af 1800-tallet.
Tusindvis af svenskere kom til Danmark for at arbejde, især i København og på de sjællandske herregårde, og mange satte et varigt præg på det danske samfund.
Alligevel er det i dag en forholdsvis overset del af historien, som mange kun kender gennem Martins Andersen Nexøs bog Pelle Erobreren, og fra filmen af samme navn.
Loven af 1875 - "Svenskerloven"
Svenborg fik et hårdt liv i Danmark. Hun blev flere gange udvist i henhold til fremmedloven af 1875 – i folkemunde ofte kaldet “svenskerloven”.
Loven gav myndighederne mulighed for at udvise udenlandske statsborgere, som man mente kunne blive en økonomisk byrde for samfundet, især hvis de modtog eller risikerede at få fattighjælp.
Da Svenborg forsøgte at gifte sig med faderen til sine tre døtre, gjorde sognerådet indsigelse mod ægteskabet, fordi man frygtede forsørgelsespligt og fattigudgifter. Hun blev derefter udvist, mens hun var højgravid.
For ugifte kvinder uden formue eller fast tilknytning til landet kunne livet i Danmark derfor blive meget usikkert. Mange svenske kvinder arbejdede som tjenestepiger eller fabriksarbejdere, men stod juridisk svagt og risikerede udvisning ved sygdom, arbejdsløshed eller graviditet uden for ægteskab.
Et liv mellem to lande
I 1888 blev Svenborg udvist for bestandig, og derefter blev hendes fortsatte liv i Danmark en evig kamp med myndighederne.
Senere blev reglerne ændret, således at svenske statsborgere under visse betingelser kunne få adgang til fattighjælp i Danmark efter mange års ophold i landet.
Den ret opnåede Svenborg imidlertid aldrig.
Selvom hun optræder i både folketællinger og Politiets Efterretningsblade, vedblev hun juridisk at høre hjemme i Sverige. I de svenske husförhörslängder er hun flere steder opført med ukendt opholdssted, og enkelte præster har tilføjet fordømmende bemærkninger om hendes “moralske forhold”.
Svenborg døde på Københavns Kommunehospital i 1936 og blev begravet på Bispebjerg Kirkegård.
